17 ud af 18 World Tour-hold klar til mændenes Copenhagen Sprint – det stærkeste felt i et dansk endagsløb nogensinde
De deltagende hold til mændenes udgave af Copenhagen Sprint er nu fastlagt – og det bliver i absolut international topklasse. Hele 17 ud af 18 mulige World Tour-hold stiller til start, når løbet køres søndag den 14. juni 2026.
Med 17 World Tour-hold og seks Pro-hold er der tilmeldt 23 professionelle mandskaber, hvilket betyder at løbet sandsynligvis får besøg af stort set hele den internationale sprinterelite. Med de tilmeldte hold får mændenes Copenhagen Sprint 2026 det stærkeste felt i et dansk endagsløb nogensinde.
Massivt World Tour-fremmøde
Blandt de deltagende hold er Team Visma | Lease a Bike, Lidl–Trek, UAE Team Emirates XRG, Decathlon CMA CMG, Alpecin-Premier Tech, Uno-X Mobility og Team Picnic PostNL.
”Det er fantastisk at opleve den store opbakning til mændenes løb i år. Med så mange stærke hold på startlisten kan vi forhåbentlig se frem til et felt med nogle af sportens største sprintprofiler. Der er potentiale for deltagelse af navne som Tim Merlier, Jonathan Milan, Biniam Girmay, Sam Bennett, Jasper Philipsen, Olav Kooij og hans danske holdkammerat Tobias Lund Andresen,” siger løbsdirektør Jesper Tikiøb.
Netop Tobias Lund Andresen har indledt sæsonen med sine første World Tour-sejre og markeret sig tydeligt på den internationale sprintscene. Ved Copenhagen Sprint sidste år kørte han sig til en femteplads.
Lidl–Trek er også på startlisten, og det bliver spændende at se, hvilken konstellation de møder op til Copenhagen Sprint med.
Sidste års vinder Jordi Meeus’ hold stiller ligeledes til start, hvilket åbner muligheden for, at han kan vende tilbage og forsvare sin sejr.
Ansøgt om dansk landshold
Arrangørerne har ansøgt det internationale cykelforbund UCI om muligheden for at invitere et dansk landshold til start.
”Et landshold vil give flere danske ryttere mulighed for at få løbskilometer på World Tour-niveau. Copenhagen Sprint er en vigtig sportslig platform, så det håber vi naturligvis på bliver en mulighed,” siger Jesper Tikiøb
Kvindernes felt offentliggøres 2. marts
Kvindernes deltagende hold offentliggøres mandag den 2. marts. Copenhagen Sprint består af både et elitekvindeløb og et eliteherreløb og afvikles den 13. og 14. juni 2026.
Fakta: Deltagende hold ved Copenhagen Sprint for mænd
Alpecin-Premier Tech
Groupama-FDJ United
Bahrain Victorious
EF Education – EasyPost
Lidl-Trek
Lotto-Intermarché
Movistar Team
Team Jayco AlUla
Team Picnic PostNL
Team Visma | Lease a Bike
Uno-X Mobility
XDS Astana Team
Decathlon CMA CMG
NSN Cycling Team
Red Bull – Bora – Hansgrohe
Soudal Quick-Step
UAE Team Emirates XRG
Tudor Pro Cycling
Pinarello- Q 36.5 Pro Cycling
Cofidis
TotalEnergies
Unibet Rose Rockets
Team Polti VisitMalta
I alt 23 hold af syv ryttere.
