Alle hold til kvindernes udgave af Copenhagen Sprint er nu på plads. Når løbet køres lørdag den 13. juni 2026, stiller 16 hold til start. De hold, der kørte sig i top fem ved premieren sidste år, er igen på startlisten. Arrangørerne ser derfor gode muligheder for en podierevanche, når feltet rammer Sølvgade i København.
Der deltager i alt 16 hold: 10 World Tour-hold og seks kontinentalhold. Blandt de bekræftede hold er Lidl-Trek, Team SD Worx – Protime, Uno-X Mobility, Team Picnic PostNL og Team Visma | Lease a Bike.
Det åbner op for et felt med markant sprintstyrke og store navne.
”Vi afventer stadig de foreløbige startlister, men på de tilmeldte hold finder vi bl.a. sidste års vinder Lorena Wiebes, andenpladsen Elisa Balsamo og trejdepladsen Chiara Consonni. Det tegner til et konkurrencedygtigt felt med nogle af de mest vindende sprintere i kvindefeltet,” siger løbsdirektør Jesper Tikiøb.
Ansøgt om dansk landshold
Ligesom til mændenes løb har arrangørerne ansøgt UCI om muligheden for at invitere et dansk landshold til start.
”Vi vil gerne bruge Copenhagen Sprint aktivt til at løfte dansk kvindecykling. Det handler ikke kun om at afvikle et World Tour-løb, det handler også om at skabe en scene, hvor danske ryttere kan få den eksponering, et World Tour-løb på dansk grund giver, og samtidig få en oplevelse på allerhøjeste internationale niveau,” siger Jesper Tikiøb.
Arrangørerne har desuden valgt at have samme præmiesum i kvindernes og mændenes løb – et bevidst valg, der skal understøtte ambitionen om at fremme ligestilling i cykelsport.
Fakta deltagende hold
World Tour-hold
Fenix-Premier Tech
Human Powered Health
Liv-AlUla-Jayco
Team SD Worx – Protime
Uno-X Mobility
Canyon//Sram Zondacrypto
EF Education – Oatly
Lidl – Trek
Team Picnic PostNL
Team Visma | Lease a Bike
Kontinentalhold
O Shea Redchilli Bikes
Das-Hutchinson
Hitec Products-Fluid Control
Aromitalia Vaiano
Citymesh – Customm Pro Cycling Team
Vini Fantini – Bepink
I alt 16 hold af seks ryttere.
