Vi kan nu løfte sløret for endnu et stort navn til startlisten, når Copenhagen Sprint køres til juni. Jonathan Milan fra Lidl-Trek er bekræftet til start – og han får selskab af flere af verdens stærkeste sprintere.
Jonathan Milan har på få år udviklet sig til en af de mest dominerende sprintere i international cykelsport. Med etapesejre og pointtrøjer i både Giro d’Italia og Tour de France har han markeret sig helt i toppen.
Lidl-Trek går all-in på Milan
Hos Lidl-Trek er strategien klar: fokus er på sprinten, og holdet bygges op omkring den italienske stjerne.
Sportsdirektør Kim Andersen siger:
“Vi har valgt at fokusere fuldt ud på sprinten og bygger holdet op omkring Jonathan Milan. Han er en af verdens hurtigste ryttere, og vi kommer med ambitionen om at vinde Copenhagen Sprint.”
Den flade rute passer perfekt til Milan, og holdet forventer at kunne levere ham i en optimal position frem mod finalen.
Stærkt internationalt felt
Startlisten begynder for alvor at tage form, og konkurrencen bliver benhård. Navne som Pascal Ackermann, Fabio Jakobsen og Sam Bennett er også bekræftet til start. Derudover vender sidste års vinder Jordi Meeus tilbage for at forsvare sin sejr.
“Jonathan Milan er en af de bedste sprintere i verden lige nu, og det er præcis den type ryttere, vi ønsker at tiltrække til Copenhagen Sprint. Når vi samtidig får så stærke navne som Jakobsen, Bennett og Ackermann med, så er der lagt op til et helt fantastisk løb på dansk grund,” siger løbsdirektør Jesper Tikiøb.
Startlisten er foreløbig og bliver først endelig bekræftet 72 timer inden løbet, men allerede nu tegner Copenhagen Sprint til at blive et rendyrket opgør mellem nogle af verdens bedste afsluttere.
