Danske landshold klar til Copenhagen Sprint 2026

De danske kvinde- og herrelandshold stiller igen til start, når Copenhagen Sprint vender tilbage i 2026. Efter deltagelsen i 2025 er det nu bekræftet, at landsholdene endnu en gang bliver en del af vores danske World Tour-løb.

Deltagelsen kræver godkendelse fra den internationale cykelunion UCI, og den er nu faldet på plads. Det er ikke en selvfølge i et World Tour-løb, at landshold kan deltage, og derfor er det også en vigtig bekræftelse for løbet.

For publikum betyder det, at de igen får mulighed for at opleve danske ryttere i de rød/hvide farver, når de stiller til start mod nogle af verdens bedste professionelle hold.

En vigtig mulighed for danske ryttere
Hos landsholdene er der stor begejstring for igen at være en del af Copenhagen Sprint – både i forhold til talentudvikling og sportslige ambitioner.

”Vi er stolte og beærede over som landshold at kunne være med i Copenhagen Sprint. Det er en unik mulighed for nogle af vores største talenter at mærke niveauet på World Touren og samtidig et fantastisk udstillingsvindue. Vores ambition er at skabe et spændende cykelløb i de københavnske gader og måle os med verdenseliten,” siger landstræner for herrelandsholdet Michael Mørkøv.

Også på kvindesiden er deltagelsen en vigtig del af arbejdet med at udvikle fremtidens ryttere.

”Det er supervigtigt for os at få chancen for at stille med det danske kvindelandshold i Copenhagen Sprint, og vi kommer med både stolthed og ydmyghed. Vi stiller med en gruppe unge ryttere, som får værdifuld erfaring – og samtidig håber vi at kunne være med, når løbet skal afgøres,” siger landstræner for kvindelandsholdet Mette Andersen.